Fotograf: Mogens Ove Madesen

Udligningsreform kan mindske skævheder

Der er igen godt gang i debatten om det kommunale udligningssystem. Og meget karakteristisk ligner det en skyttegravskrig, hvor der ikke er meget tilbøjelighed blandt kommunale politikere til at flytte sig fra lige præcis sin egen vinkel.

Måske er der alligevel en undtagelse blandt kommunale politikere til at flytte sig fra sin egen vinkel i udligningsdebatten, idet Rudersdals borgmester for nylig har udfordret det ekstra udligningssystem (hovedstadsudligningen), som kommunen selv er en del af. Og hertil anerkendt at en række østjyske kommuner har lavet et ordentligt stykke arbejde omkring, hvorledes de reelle udgiftsbehov ser ud.

Dette giver selvfølgelig nogle reaktioner, hvor nogle kommuner udtrykker interesse i at fastholde det nuværende udligningssystem, medens andre dog fortsat gerne vil have det ændret. Denne fordelingspolitiske kamp kommer primært til udtryk i meningsudvekslingerne især mellem kommuner i hovedstaden og i Jylland/Fyn.

Udligning sættes jævnligt på KL’s dagsorden, men da vi her har at gøre med en konsensusorganisation er der grænser for, hvor proaktivt KL kan handle, bortset fra en melding til den ansvarlige minister om, at regering og folketing snart må komme med et udspil til gavn for hele landet.

Hvad vil en reform af udligningssystemet indebære, hvis det skulle resultere i et bedre generelt udligningssystem?

Det afhænger selvfølgelig af, hvad der skal udlignes og hvilket omfang udligningen skal have.

Udgangspunktet er at sikre kommunerne ensartede økonomiske vilkår. Dette indebærer konkret, at både udgiftssiden og indtægtssiden udjævnes så meget, at det kommunale serviceniveau er nogenlunde ens over hele landet. Man kan også bruge den gængse talemåde, som hedder at skat/service forholdet så vidt muligt skal være ensartet.

Man kan hævde, at et velfungerende udligningssystem er forudsætning for, at kommunerne som decentrale enheder i den offentlige sektor kan fungere. Det skal samtidig tilføjes, at den mest optimale ressourcefordeling og brug af tilskud og skattekroner bedst forvaltes af politikerne i de enkelte byråd.

En kommunal udligningsmodel bør laves som en bruttomodel som tager udgangspunkt i både finansieringssiden og udgiftssiden, som grundlag for udligning. Dette betyder, at der skabes gennemskuelighed i, både hvad der sker på udgiftssiden og på skattesiden.

Hvis kommunernes muligheder for at tilvejebringe en nogenlunde ens service skal lykkes skal der således indtægtsudjævnes via beskatningssiden. Det hænger sammen med at beskatningsgrundlaget pr indbygger i land- og provinsbyområder er lavere end hos en del kommuner i hovedstadsområdet.

De kommuner, der har råd til det har bedre muligheder for at levere et højere serviceniveau. Det optræder i det nuværende udligningssystem som et højere udgiftsbehov, som giver ekstra udligning. Dette hænger blandt andet sammen med, at de sociale kriterier er dårlige til at opfange udgiftsbehov knyttet til førtidspension og fleksjob. Dette giver et klart signal om at kriterierne for, hvad der er reelle udgifter skal fastlægges meget mere detaljeret.

Samme formel med forhøjet udligningsniveau
Alle kommuner bør på denne baggrund sættes på samme formel. Det afgørende i denne sammenhæng er, at udligningsniveauet hæves. Der er ind til nu fra politisk hold argumenteret for, at vi skal have et relativt lavt udligningsniveau. Kommunerne skal på denne måde have et incitament til selv at effektivisere deres aktiviteter. Men det er svært at forestille sig, at man overhovedet kan effektivisere sig til forskellen mellem det aktuelle udligningsniveau og så eksempelvis det langt højere niveau i de andre nordiske lande.

Hvis udligningsniveauer hæves betragteligt har det som konsekvens at nogle af de mere eller mindre utilsigtede konsekvenser af det nuværende flerdelte system kan elimineres. Landsudligning og Hovedstadsudligning slås sammen i et system og behovet for at etablere forskellige nødordninger for de økonomisk hårdest trængte kommuner formindskes. Dette vil være til fordel både for de trængte kommuner på Vestegnen og udkanten af Danmark.

Det er dog alene en folketingspolitisk afgørelse, hvorledes fordeling af finansieringen skal se ud. På den ene side bør der etableres en udligningsordning som både fungerer på skattesiden og udgiftssiden, og på den anden side er det op til staten at beslutte, hvor meget den vil finansiere af udligningen i form af bloktilskud, som vil reducere behovet for udligning.

Nødvendigt med overgangsordning
Generelt har en udligningsordning at gøre med, at der kan være en række forhold som de enkelte kommuner ikke har indflydelse på, og som derfor fordrer, at der skabes en ligelig udvikling. På kommunernes udgiftsside er der en lang række demografiske (befolkningssammensætning) og socioøkonomiske forhold (bolig, indkomst og arbejdsforhold) som har betydning for udgiftsomfanget. En del af disse vil fortsat skulle bakkes op af staten i form af tilskuds- og refusionsordninger.

En reform af udligningssystemet via forenkling vil kræve en overgangsordning. Det hænger især sammen med, at det lave udligningsniveau, som der har været i Danmark har ført til, at de økonomisk svageste kommuner er kommet bagefter år for år. Derfor kan man ikke bare indfase en simplere udligningsordning. Den skal følges af en kompensationsordning, som tilgodeser noget af det efterslæb som de mest økonomisk belastede kommuner har haft.

Diskussioner om uhensigtsmæssigheder i udligningsordningerne og forslag til lappeløsninger forekommer ret opslidende. Derfor bør en forenklende reformvej snart vælges, som skal give et og kun et udligningssystem – ansvaret herfor er alene folketingets.

DK-Økonomi leverer politisk økonomiske nyheder til de centrale aktører i kommuner, byråd, centraladministrationen, folketing, og en lang række interesseorganisationer.