Stadig færre på offentlig forsørgelse

På bare et kvartal er 10.700 færre i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse. Samtidig er væksten i antallet af modtagere af SU ved at løje af, og færre går på efterløn, førtidspension og fleksjob.

Fra fjerde kvartal 2016 til første kvartal 2017 faldt antallet af offentligt forsørgede 16-64-årige, eksklusive SU-modtagere, med 10.700 personer til i alt 729.200, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Dermed er antallet af offentligt forsørgede faldet fra 755.133 til 729.233 svarende til 3,4 pct. på bare et år. Regeringen er dermed godt på vej til at krydse den magiske grænse på 700.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, som forsørges af det offentlige.

Det faldende antal offentligt forsørgede vil ifølge et skøn fra regeringen i forbindelse med kommuneforhandlingerne alene i år spare kommunerne for godt én mia. kr.

 

 Ledigheden fortsætter også med at falde

Fra fjerde kvartal 2016 til første kvartal 2017 er antallet af nettoledige faldet med 2.900 personer til i alt 87.600, hvilket svarer til et fald på 3 pct. Dermed er Danmark nu meget tæt på de cirka 86.000 ledige, som Vismændene i foråret forudså er den laveste ledighed, vi kan nå ti,l uden at arbejdsmarkedet brænder sammen på grund af mangel på arbejdskraft.

 Færre går på pension

Samtidig viser tallene, at stadig færre trækker sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Fra fjerde kvartal 2016 til første kvartal 2017 er antallet på tilbagetrækningsordninger faldet med 4.100 personer til 273.300. Dette fald skyldes, at der er 1.600 færre på førtidspension, 2.300 færre på efterløn og 100 færre på fleksydelse. Hermed er det samlede antal på tilbagetrækning faldet med 16.900 over det seneste år.

DK-Økonomi leverer politisk økonomiske nyheder til de centrale aktører i kommuner, byråd, centraladministrationen, folketing, og en lang række interesseorganisationer.